Grove pizzaer til nemme madpakker… Jeg ELSKER når der er nemme madpakker i fryseren og drengene ELSKER pizza, selv når bunden er lavet på masser af havregryn.
I søndags lavede jeg en god portion af disse skønne grove pizzaer. De kølede af og kom i fryseren – selvfølglig efter at de var prøvesmagt og godkendt.
Om morgenen tager jeg så blot dem op som vi skal bruge. De kan lunes let i ovnen, imens morgenmaden indtages eller blot tø op i løbet af formiddagen – De to store, Oscar og Victor er heldige at have mikroovn i klassen, så de nyder dem lune, mens den yngste Adam spiser dem kolde.
Ønsker du helt frisklavede pizzaer, så kan du sagtens lave din af dej koldt vand og 1/4 pak gær og lade den koldhæve. Dejen kan stå i køleskabet i op til 5 dage, så du hver morgen kan tage det dej du skal bruge – enten til pizzaer eller grove boller.
Portionen her er ret stor – Jeg fik 24 pizzaer og 9 pænt store boller. Jeg rører dejen i min Ankarsrum Assistent, som heldigvis er brøl-stærk og nemt rører en stor portion. Men ellers vil jeg anbefale dig at halvere portionen – eller lave den over to omgange… for pizzaerne skal nok blive spist.
Produkter jeg har brugt til grove pizzaer
Ingredienser i grove pizzaer
Dej
- 2 l vand (koldt vand hvis du ønsker at koldhæve)
- 1 pk gær (50 gram) (12 gram hvis du ønsker at koldhæve)
- 3 spsk salt
- 1000 g havregryn
- 1200 g hvedemel
- 20 g bageenzymer – kan købes her (klik her)
Fyld – du kan bruge lige præcis det du har lyst til – jeg brugte:
- Tomatsauce (ketshup kan også bruges)
- 400 g revet mozzarella
- 400 g skinkestrimler
Hvordan laver man grove pizzaer?
- Rør gæren ud i det lune vand
- Tilsæt havregryn og salt
- Bland mel og bageenzymer sammen
- Rør melblandingen i
- Ælt dejen i ca. 15 min. – gerne på maskine
- Lad dejen hæve ca. 45 min (eller sæt den i køleskabet i 8 timer til 5 dage – hvis du ønsker at koldhæve)
- Del dejen i passende stykker med din dejskærer
- Placer dejstykkerne på en bageplade beklædt med bagepapir – 6 stk. på en plade
- Kom en spiseskefuld tomatsauce eller lidt ketshup på
- Brug bagsiden af en spiseske til at fordele tomatsaucen imens du flader dine dejstykker ud
- Kom nu ost og skinke på (eller fyld efter ønske)
- Bages ved 200 grader (varmluft) i ca. 18 min. – til osten er gylden
- Lad dine pizzaer køle af inden de kommes i fryseren
PS. med den koldhævede dej laver du lynhurtigt pizzaer om morgenen…
Opskriften rækker til ca. 24 pizzaer og 9 boller – eller 30 pizzaer (hvis du tilføjer lidt ekstra fyld)
Rigtig god bagelyst – Hilsen Pia 🙂
Se hvad andre køber…